Spejdere drømmer om et nyt Spejdercenter i Bredballe
Bredballe Spejdercenters ældste dele blev bygget helt tilbage i 1932, mens træhuset, som det ser ud i dag, stammer fra en til- og ombygning i 1978. Ønsket om nye faciliteter til Bredballes knap 200 spejdere er derfor ikke urimeligt, mener formand for DDS-Spejderne Gitte Spanglev Eriksen og gruppeleder for KFUM-Spejderne Mikkel Thorsen.
”Bredballe Spejdercenter ligger naturskønt i fredskov og med Bybæk Å løbende lige udenfor døren. Det er en naturperle, men placeringen har den konsekvens, at vores spejderhytte har været oversvømmet 4 gange på 5 år. Vandet har stået op i en halvmeters meters højde indenfor. Det bærer træhuset tydeligt præg af. Gulvet bølger og er flere steder faldet sammen. Indeklimaet er elendigt og isoleringen mangelfuld. Træhuset er nedslidt, forklarer Mikkel Thorsen.
Nyt spejdercenter skal hæves 80 centimeter og bygges i træ
Det nye Bredballe Spejdercenter skal hæves 80 centimeter og rykkes lidt væk fra Bybæk Å, ligesom det skal funderes på pæle og isoleres efter BR2018. Det skal forhindre oversvømmelser og sikre et bedre indeklima for de mange børn og unge, der flittigt bruger Bredballe Spejdercenter.
”Vores varmeregning er på 62.000 kroner om året, og vi fyrer endda kun i få måneder i vinterhalvåret. Vi har fået estimeret, at vi kan spare helt op til 50.000 kroner om året, når vores drøm om et nye Spejdercenter forhåbentligt realiseres i løbet af 2020”, forklarer Gitte Spanglev Eriksen og understreger, at et nyt spejdercenter ikke alene kommer de lokale spejdere til gode.
”Som spejder er du ude i naturen i stedet for at sidde foran skærmen og game. Du lærer at være nysgerrig, tage ansvar og at samarbejde på tværs af kulturelle forskelle og kompetencer. Nogle er for eksempel gode til at bygge et bål, mens andre lynhurtigt kan navigere efter et kort eller lægge en strategi for opbygning af en teltlejr. Med et nyt spejdercenter i Ekkodalen bliver det muligt at invitere eksempelvis skole- og børnehave indenfor i et nyt læringscenter midt i naturen. Det ved vi, at mange skoler og børnehaver længes efter”, fortæller Gitte Spanglev Eriksen.
Søger lokal støtte fra virksomheder og private
Gitte Spanglev Eriksen og Mikkel Thorsen er begge en del af Husudvalget i Bredballe Spejdercenter. De repræsenterer to forskellige spejderforeninger, der arbejder tæt sammen om at realisere den fælles drøm om et nyt spejdercenter.
”Vi er i gang med at søge fonde, der vil støtte byggeprojekt i Ekkodalen, men vi vil også appellere til virksomheder og private, der kan se en idé i at støtte et lokalt projekt, der kommer byens mange spejdere og skole- og børnehavebørn til glæde, forklarer Mikkel Thorsen, der sammen med Gitte Spanglev Eriksen og byggefirmaet Scanwo allerede er langt med projekteringen af spejderhuset.
”Vi har entréret med Vejle-Virksomheden Scanwo, der bygger autentiske træhuse og bjælkehytter. For en spejderhytte skal naturligvis bygges i træ og ikke i mursten. Til trods for at finansieringen af byggeriet endnu ikke er helt på plads, har Scanwo investeret mange timer i projektet og tegnet et træhus, der matcher vores behov og drømme. Det er vi meget taknemmelige for, og vi håber, at vi med lokal støtte kan flytte ind i et nyt spejdercenter i slutningen af 2020, siger Mikkel Thorsen og Gitte Spanglev Eriksen håbefuldt.
Sponsorvæg
For at virksomheder og private kan få lidt mere ud af at støtte op om byggeriet, vil der på et par af de indvendige vægge i det nye spejdercenter være afsat plads til, at sponsorer kan få deres navn og logo op i lasergraverede træplader i A5 størrelser. På den måde kan man se, hvem der har været med til at bakke op om projektet.
Fakta om det nye Bredballe Spejdercenter
- Spejderne får 152 kvadratmeter indendørs
- Stor overdækket terrasse
- Stort vinduesparti der trækker naturen indenfor
- Loft til kip
- Nye toiletfaciliteter der kan tilgås af alle – også udefra
- Nyt depotrum til spejderudstyr
- Bliver et læringscenter for områdets skoler og børnehaver
- Skal tiltrække nye spejdere
- Samlet pris 3,6 millioner kroner
- Spejdercenteret skal bygges af Scanwo
Har du spørgsmål?
DDS-Spejderne
Gitte Spanglev Eriksen
KFUM-Spejderne
Mikkel Thorsen
+45 40 81 60 40
Scanwo A/S
Niels Peter Hansen
+45 51 92 96 58