Når man indmelder sit barn i Ørnebjerg, afleverer man ikke sit barn til spejder, som var det i en fritidsklub, hvor der er ansat folk til at stå for aktiviteter. Man betaler ikke kontingent for, at ens barn ”kan gå til spejder”. Man betaler kontingent til en forening med mange opgaver, som 100% drives af frivillige kræfter. Sagt på en anden måde, så melder barn og forældre sig ind i et fællesskab, som kun kan fungere og opretholdes ved fælles hjælp, og kontingentet går til at betale for de mange ting, som hører en forening til – f.eks. husleje og materialer/udstyr.
Vi lever i en tid, hvor frivilligheden er under pres, hvilket der helt sikkert er mange grunde til. Samtidig er der som aldrig før brug for gode fællesskaber, helt enkelt fordi det er i fællesskaber, at vi som mennesker udvikler os og lærer os selv at kende. Når man først har mærket hvad det vil sige at få ting til at ske ved fælles hjælp, oplevet at andre har din ryg, når du har allermest brug for det og smagt på fornemmelsen af at være en del af noget større, bliver man en ildsjæl, som brænder for at kunne give alt dette til andre og sig selv. Vores ledere er ildsjæle.
Men ildsjæle kan brænde ud, og det må ikke ske.
Derfor må vi indimellem sænke barren for hvad vi kan nå. Helt konkret kan dette komme til udtryk i aflysninger og færre aktivitetsudbud end hvad spejderne kan blive vant til. De frivillige ledere gør alt, hvad de kan – og ofte lidt mere.
Det er forståeligt, at det kan være frustrerende fra et barne- og forældreperspektiv med aflysninger i sidste øjeblik eller datoer, der må flyttes. Men fra et andet perspektiv handler det om at værne om den ild, som driver foreningen. En ild, der værnes om, når forældre træder til og bakker op – både når der virkelig er brug for det, men også gerne inden behovet opstår.